Dansk musik eller mangel på samme

God aften.

Vi skal tale om dansk musik af danskere til danskere. Forleden blev jeg træt af min egen playliste og bevægede mig ud i ingenmandsland og trykkede på nogle lister, der var genereret af Spotify. "Danske hits" og deslige. Nu skulle der lægges i kakkelovnen, tænkte jeg. Jeg er parat. Ind i min ører fik jeg, hvad jeg bedst kan beskrives som sproglig tyndskid. Autotune, noget med at kaste med penge og spise makrelmadder, eller sådan lød det ihvertfald.

Det var en dårlig oplevelse, tænkte jeg. Lad os prøve en ny playliste. Denne her havde også mange afspilninger. Sådan cirka den samme oplevelse; en hård banan, der sætter sin stemme i falset med autotune og råber nogle farlige gloser. Her er det så jeg tænker; hvad fanden foregår. Musik plejede at være gode vokaler, stemninger, følelser. Tænk på de minder fra din barndom, din første kærlighed eller lignende. Ofte knytter de sig til et stykke musik, du kan huske. Min datter lærte at gå til et stykke musik, da hun fik lyst til at danse. Det glemmer jeg aldrig. Først tænkte jeg, at jeg nok bare var ved at blive en gammel mand i de farlige tredvere. Og så alligevel kan jeg ikke dy mig for at tænke på, om der virkelig ikke skal mere energi og indsats i at levere noget til øregangen i dag, som folk vil betale penge for.

Så hvad er dommen fra panelet? Er dansk musik på vej i afgrunden, eller skal jeg klappe hesten og finde trøst med resten af ældresagen?

PFT

Edit: tak for nogle fede forslag! Der er alt rigeligt at prøve af uden at styre ind i den oplevelse fra sidst. Jeg hilser ældresagen!